Virksomheder taler uden at lytte i sociale medier

Skrevet af:
Rikke Sternberg
Director & Partner - MANNOV A/S

Kun halvdelen af de virksomheder, som allerede er aktive i sociale medier, og dermed ønsker, at brugerne lytter til deres budskaber, bruger tid på at lytte til brugerne. Dermed virker det som om, at mange virksomheder ser sociale medier som en billig genvej til markedsføring via traditionel envejs-kommunikation, og at vi er mest trygge ved at hive megafonen frem og prædike fra egen ølkasse, i vores blog eller Facebook-sides trygge omgivelser. Der, hvor vi bilder os ind, at kommunikationen kan styres. Der, hvor vi ikke behøver være opsøgende.

Det er problematisk af flere grunde: Dels overser man en af de sociale mediers vigtigste værdier, nemlig gensidighed: Noget for noget. Dels går man glip af rigtig meget værdifuld information, der kan indgå i forretningsudviklingen og brand-arbejdet. Dels misser man en enorm mulighed for at møde brugerne på deres præmisser, i stedet for på gammeldags vis at kræve, at de ”kommer ind i butikken” før man gider beskæftige sig med dem. Sidst men ikke mindst, så risikerer man at få grimme overraskelser, når dårlig omtale af virksomheden starter på kanaler, virksomheden ikke selv er opmærksomme på. Det kan betyde, at krisen har bredt sig meget mere end nødvendigt, når den når frem til virksomhedens egne, sociale kanaler, eller i de traditionelle medier.

SocialSemantics tal viser, at næsten 20 procent er i gang med at planlægge en struktureret overvågning af virksomhedens brand eller produkter, og godt halvdelen har i dag en overvågning. På overfladen ser det positivt ud, men når man kigger nærmere på værktøjerne, der bliver brugt, er det ikke så imponerende endda. Langt de fleste benytter sig af gratisværktøjer, og hele 60 procent belaver sig på gratisværktøjet Google Alerts, som giver et meget begrænset og i mange tilfælde forsinket billede af samtalerne. Kun ca. 12 procent har set det nødvendigt at investere penge i en overvågning, der gør det muligt at arbejde professionelt med sociale medier.

At så få har investeret i en overvågning kan meget vel være et resultat af en usikkerhed over for teknologivalget, og det er der ikke noget at sige til: Social media-overvågning er i dag et rent Klondyke. Gratis, lavpris og dyre løsninger både danske, nordiske og internationale faldbyder sig, og det kan være meget svært at vide, hvad den rigtige investering er, når man ikke har indsigt i, hvordan de enkelte tjenester indsamler data, hvor de vigtige debatter finder sted og hvem de vigtige meningsdannere er. En anden ting, som kan være en barriere, er, hvad man så gør med al den data, man pludselig skal tage stilling til – er virksomheden gearet til at kunne håndtere dem?

Det mest ærgerlige er dog, at 25 procent af de, der i dag er aktive i sociale medier, ikke har planer om at lytte til, hvad der sker på andre kanaler. Det svarer til, at man kun gider tale med folk, der kommer som gæst, men ikke interesserer sig for, hvordan der ser ud hjemme hos dem, eller de andre steder, hvor de kommer.

Kan du være tilfreds med, at din virksomhed kommunikerer socialt som en bordherre fra Helvede?

Forfatter:


Rikke Sternberg
Director & Partner
MANNOV A/S I Ewaldsgade 3 I DK-2200 I Copenhagen
m: +45 2715 7029 I p: +45 7026 3838
rst@mannov.dk I www.mannov.dk

 

Dette indlæg blev udgivet i Eksperter, FACTBOOK 2012, Ikke kategoriseret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


+ en = 9

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>