TEMA: HR – “Tjek af ansøgere på Facebook kan være på kant med loven”

Skrevet af:
Anders Etgen Reitz
Advokat og ekspert i HR Jura hos advokatfirmaet IUNO

Persondataregler og regler om forbud mod diskrimination gør det nærmest umuligt for danske arbejdsgivere at undersøge jobansøgeres facebookprofiler i forbindelse med rekruttering.

I den senere tid har danske medier flere gange henvist til amerikanske undersøgelser, der viser, at det betaler sig at gennemgå potentielle ansøgeres profiler på Facebook. Sagen er bare den, at danske arbejdsgivere ikke kan gøre dette uden videre.

Arbejdsgivere må kun indsamle personoplysninger via de sociale medier, hvis det er nødvendigt, og i de fleste tilfælde kun hvis de informerer ansøgeren om det. Det følger af persondatalovens regler.

Og den kan være gal igen, hvis arbejdsgiveren, efter at have fået ansøgerens samtykke til at snage, finder såkaldte følsomme oplysninger på en facebookprofil. Hvis arbejdsgiveren finder oplysninger om for eksempel sociale forhold, religion, politiske holdninger, helbred, seksualitet eller race og etnicitet, skal det anmeldes til Datatilsynet.

Der skal ikke ret meget til, for at man finder sådanne oplysninger, og det er umuligt at styre både for arbejdsgiveren og for ansøgeren. Alene de grupper, man er fan af eller de ting, man har liked på Facebook, afslører nemt noget, der går over grænsen. Det samme gælder personlige oplysninger om, hvem man er kæreste og hvilken religion man tror på.

Svært at bevise
Men det er ikke kun persondatareglerne, der står i vejen for, at arbejdsgivere bare kan slå sig løs på Facebook, når de søger nye medarbejdere. Også diskriminationsreglerne spiller en rolle.

Det er arbejdsgiveren, der har bevisbyrden for, at oplysninger om for eksempel religiøsitet, seksuelt eller politisk tilhørsforhold på en medarbejder ikke spillede ind på fravalget af en ansøger. Og den bevisbyrde vil være meget svær at løfte.

Hvis man som arbejdsgiver overtræder persondata- eller diskriminationsreglerne risikerer man at blive idømt bøde og ifalde store erstatningsansvar. Med det nye forslag til EU-persondataforordning, der netop nu behandles i EU vil bøder for overtrædelse starte på 100.000 Euro og løbe helt op til 1.000.000 Euro eller 2% af virksomhedens globale omsætning.

Mere om Anders:
Anders Etgen Reitz er advokat og ekspert i HR Jura hos advokatfirmaet IUNO. Læs mere om ham på www.linkedin.com/iunoaer

 

Dette indlæg blev udgivet i Eksperter, FACTBOOK 2012, HR sociale medier og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til TEMA: HR – “Tjek af ansøgere på Facebook kan være på kant med loven”

  1. jan skriver:

    Hej Anders Etgen – fedt at få dine tanker med i kampen – det er værdsat – 1000 tak for dit indlæg! …

    Jeg tænker dog at jeg lige vil puste lidt til ilden her – da jeg i flere sammenhænge har siddet tilbage og tænkt den her ”lovgivning den holder ikke”. Jeg har af flere omgange arbejdet i grupper og med selskaber (for ikke at nævne at 1/3 af min familie er advokater) – og der er sku noget de ikke ser her.

    Tænk hvor svært det måtte være i gamle dage at gå fra lovgivning omkring hestevogns køretøjer og så skiftet over til motor køretøjer. Det er ligesom en helt anden grundramme der skal til – og det oplever jeg ikke at loven / giverne har fat i den lange ende her. Helt konkret, Jeg skal prøve at grave frem hvor mange det rent faktisk er der gør netop det du siger de ikke må (det har vi nemlig også spurgt om). Som jeg husker det, er det mere end 40% der gør det! Altså tjekker kandidater ud på Sociale Medier. Dertil kommer at jeg høre at mange jobtræningskurser anbefaler at man tænker sit ”online echo” ind i sin profil og profilering – Netop fordi at ansøgere forventer at den fremtidige arbejdsplads tjekke folks ”sociale-kort” ifbm. en ansættelse.
    ¨
    Når godt og vel halvdelen af folk gør det der er ulovligt – så er det pludselig blevet ”almindeligt” at blive være ulovlig – og, ja så er det ikke ”rigtig” ulovligt mere.
    Jeg tænker at det der kommer til at ske i virkeligheden er at virksomheder kommer til at lave en masse ”ansvarsfraskrivelses / accept af forhold” paragrafer ind i deres materiale – Vel vidende at folk ikke læser den slags alligevel! – Kunne man forestille sig at et jobopslag noterede at alle ansøgere gennem fremsendelse af deres ansøgning – ved denne handling, accepterede at virksomheden ville google + socialmedie tjekke dem?

    Hvad tænker du / hvad tænker I andre -? Hvor er vi på vej hen, kan det der er nu holde?

    Venligst Jan

  2. Anders Etgen Reitz skriver:

    Hej Jan
    Jeg er helt enig i problemstillingen. Persondataloven er en af de mest overtrådte stykker lovgivning i Danmark, og måske også i udlandet. En af årsagerne er de forholdsvis overskuelige sanktioner. En af grundene til, at jeg advarer om denne civile ulydighed, er, at EU er kommet med dette forslag til en ny forordning, som introducerer minimumsbøder på 100.000 Euro, og det er altså uanset hvad størrelse virksomheden har… Hvis man ser på de lande hvor persondata reglerne har høje sanktioner, så følges reglerne også i højere grad, og jeg tror derfor vi vil opleve et skifte når disse regler kommer. På den lovpolitiske side står vi stadig tilbage med dit spørgsmål nemlig, er det så en god ide med så streng lovgivning, når der ikke er respekt for selve reglen, og den derfor overtrædes i det skjulte. Som en advokat der typisk repræsenterer virksomheder mener jeg at EU går for langt med de nye regler, især da de også indebærer at en ansat ikke kan afgive et friviligt samtykke, og dit løsningsforslag med standard waivers i diverse formularer derfor ikke er nogen udvej. På dette punkt ville jeg selv som lønmodtager være tilfreds med en løsning, hvor man på et fuldt oplyst grundlag kunne give accept til disse former for overvågning.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


3 − en =

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>