TEMA: HR – “Corporate brug af sociale medier”

Skrevet af:
David Erichsen
Redaktør Human Resources (http://humanresources.dk/)

Kun fantasien sætter grænser for, hvordan sociale medier fremover kan bruges strategisk af dansk erhvervsliv. Factbook 2012 kortlægger denne udvikling, som vi inden længe vil opleve en alvorlig opgradering af.

KLUMME – Ikke overraskende viser årets Factbook 2012, at professionel brug af sociale medier er stigende på stort set alle områder hos dansk erhvervsliv. Det samme gør sig gældende, når sociale medier ses i et læringsperspektiv og som værktøj i HR sammenhænge. I magasinet Human Resources, som udkommer 20 gange årligt og henvender sig til alle, der interesserer sig for ledelse, læring og videreuddannelse, er det efterhånden sjældent, at der er et nummer, som ikke på den ene eller anden måde kommer ind på sociale medier i et læringsperspektiv eller som HR-værktøj.

Den måde sociale medier bruges på, udvikles hele tiden og skubber dermed også til grænserne for, hvad der opfattes som acceptabelt. I løbet af foråret har Human Resources for eksempel bragt flere artikler om sociale mediers brug til rekruttering. Amerikanske undersøgelser viser, at det giver et mere retvisende billede af en potentiel ansøgers personlighed at gennemgå dennes profil på Facebook, end ved at benytte sig af traditionelle rekrutteringstest.

Det er i sig selv interessant, og et godt eksempel på endnu et område, hvor sociale medier kan have en strategisk værdi for virksomheder. Denne praksis har så ikke overraskende afstedkommet en diskussion i HR-kredse om, hvorvidt det er i orden at bede/forlange om venskab med en potentiel ansøger til en stilling, eller om kandidaterne presses til at lukke en ekstern part ’indenfor’ på nettet. Og her opstår så nye både juridiske og etiske problemstillinger, som skal håndteres. For hvor langt kan virksomheder tillade sig at gå ind i privatsfæren i jagten på den rette kandidat? Og skal der laves love og regler på området?

Diskussionen foregår lige nu i HR kredse i USA, hvilket vil sige, at det kun er et spørgsmål om tid, før den må forventes at nå til Danmark. Jeg vil personligt sætte et stort spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at diskutere love og regler på dette område. Som forælder til børn i alderen 12 – 14 år minder diskussionen mig lidt om den, man for nogle år siden havde med andre forældre og sine børn vedrørende brug af og færden på nettet og på sociale medier.

Som med børnene tror jeg, at et forbud er blevet nyttesløst, og oplæring i at bruge nettet også er ved at være nyttesløst. Det mener jeg, fordi sociale medier i dag er en del af alles hverdag, og de yngre generationer – de såkaldt indfødte – som ikke har tillært sig sociale medier, men er opvokset med dem, bruger dem helt naturligt. Sociale medier er ikke mere noget man bare bruger en gang i mellem men en integreret del af langt størstepartens liv. Det handler derfor mere om, at de grundlæggende dyder som høflighed, moral og så videre, som skal bruges i alle livets forhold, også dækker ens færden på sociale medier. Det samme gælder for virksomheder og organisationer.

Dertil kommer den effektive selvregulerende effekt, som den ekstreme hurtighed og transparens i de sociale medier fører med sig. Hvor længe kan et brand mon for eksempel holde til at blive kendt for at snage i potentielle jobansøgeres private profiler og forbindes med at afpresse sig adgang til disse? Ikke ret lang tid, tror jeg. Og vokser udbredelsen af denne praksis alligevel – fordi den netop har vist sig mere effektiv end traditionelle test – vil der også opstå en mulighed for at profilere sig på at opføre sig anstændigt på dette område. Og hvis de ikke allerede har gjort det, kan virksomheder og organisationer udvikle og profilere sig på at have et code of conduct for tilstedeværelsen på sociale medier.

Med andre ord kan man sige, at de grundlæggende mekanismer inden for omdømmepleje ikke ændrer sig med udbredelsen af sociale medier. Det hele går bare væsentligt hurtigere, foregår mere ’bottom-up’ og meget mere i øjenhøjde og direkte dialog med kunderne/forbrugerne.

Mit gæt er, at eksemplet med Facebook og rekruttering blot er det første af mange eksempler på, hvordan dansk erhvervsliv vil kunne bruge sociale medier i flere corporate sammenhænge – altså mere strategisk. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og grænserne vil for alvor flytte sig, når generationen af ’de indfødte’ på sociale medier inden længe begynder at gøre sig mere gældende i virksomheder og organisationer, efterhånden som de gør karriere. Det understreges af resultaterne fra Factbook 2012, og den udvikling bliver det rasende spændende at følge med i og (som 45 årig) forsøge at forstå og være en del af.

Magasinet Human Resources har i øvrigt også taget konsekvensen af den generelle udvikling idenfor brug af onlinemedier. I begyndelsen af 2012 besluttede vi fremover udelukkende at udkomme online efter mere end 20 år med trykte udgivelser og udgifter til porto. Det er indtil videre blevet belønnet med en række nye abonnenter.

Mere om David:
David Erichsen er uddannet journalist, har læst filosofi, en diplomuddannelse i kommunikation og afsluttede i 2009 en Master i Corporate Communication. Er ansat i VIA University College som chefkonsulent i kommunikationsafdelingen og udgiver i sin fritid onlinemagasinet Human Resources sammen med Torben Kirkegaard. Se mere på www.humanresources.dk

Hans blogindlæg er også postet på:
http://humanresources.dk/klumme

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


2 + en =

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>